Så er jeg tilbage på sporet igen. En god veninde spurgte mig den anden dag ”hvor er blogs’ne blevet af?”, hvilket gav mig en hjemlig følelse af at være lidt savnet! Til alle de skønne venner som følger og læser min blog, vil jeg starte med at sige at det ikke var min intention at vente så længe med at poste indlæg, men jeg har siden jeg startede på mit job hernede stort set ikke haft en fridag, lige bortset fra to søndage hvoraf idag er den ene.
Der er sket rigtigt meget de seneste måneder, og jeg må indrømme at det både har været fantastisk, spændende, lærerigt, fascinerende, befriende og anderledes, men bestemt også hårdt, krævende, udfordrende og ikke mindst svært! Men hvad kan man forvente når man slipper hele ens fundament, rykker rødderne op og tager springet til et land man umiddelbart ikke kender bedre end hvad man har lært gennem sine feriebesøg og tilbage i geografitimerne, hvor man alligevel havde travlt med at drømme sig langt væk fra skolens tykke vægge.
At være på ferie i et land, og at bo der permanent, er to ting som kan ikke sammenlignes. Vil ikke sige at jeg er blevet skuffet på nogen måde, men virkeligheden stemmer nok ikke helt overens med billedet jeg havde med i kufferten hjemmefra – ordet ”anderledes” er nok det bedste at bruge, da det dækker rimelig godt, og samtidig er så neutralt som noget kan være, det hverken taler for eller imod at noget skulle være bedre eller værre.
Men hvordan anderledes? First of all mentaliteten. Der er en verden til forskel! Dette vidste jeg godt, da det er noget af det første man mærker, om man så blot er på kort visit eller flytter hertil, så er "vi-klare-den-imorgen" indstillingen noget Spanien virkelig er kendt for. Jeg har skrevet et langt indlæg om dette tidligere, så vil ikke gå for meget i dybden med det, men oh boy hvor bliver man sat på prøve her. Jeg forstår virkelig godt hvorfor der er så stor krise på arbejdsmarkedet i Spanien, men jeg vælger at se det fra den lyse side af, mit liv bliver mere laid-back og mindre stressende så længe jer bor her, noget jeg i den grad har brug for!
En anden ting er omgivelserne. Om sommeren er det paradis, her er fyldt med mennesker, poolfester, arrangementer, strandture, kite-surfing og barbeceus, men når sydkysten, specielt Marbella, rammes af off-season, bliver det lidt som at bo i en forladt by... Måske er det lidt en overdrivelse, men sommer og vinter her er virkelig som dag og nat, der er stor, stor forskel. Igen kan det selvfølgelig vendes til noget godt, da man har mere ro til fordybelse, træning, læsning, tænkning og opladning, men når man er en ildsjæl for hvem der hele tiden skal ske noget, er det til tider et hårdt scenarie at befinde sig i.
Men nu til den helt klart største forskel, eller skulle man sige omvæltning. Nemlig det at rejse fra alle man kender og elsker!
Som person er jeg en der gerne vil have at der altid skal ske noget. Jeg skal udfordres på den ene eller den anden måde, intellektuelt eller fysisk, og jeg skal for alt i verden være sammen med mennesker. Har nok på min rejse fundet ud af at jeg er noget af en sucker-for-being-social (mere end jeg troede) og mere følsom en jeg umiddelbart har udvist gennem de sidste par år.
Jeg har brug for at mærke, og kunne give kærlighed, og se glæden i mine medmenneskers øjne når jeg gør noget for dem og bare er der når de har brug for det. Det gør mig lykkelig, og løfter dagen fra at være god til at være den bedste. Det lyder måske crazy, specielt fordi vi lever i en tid og verden hvor man nærmest er tvunget til kun at tænke på sig selv, fordi (næsten) alle andre gør det samme, mens nogle bare er direkte dårlig karma og lever for at skubbe sig frem på andre menneskers bekostning helt bevidst... For mig at se er det en slags sygdom som har spredt sig i den moderne tid, og som næsten alle mennesker udvikler på et større eller mindre plan. Vi fødes alle uden, stifter bekendskab med den gennem børneårene, men bliver for alvor smittet som teenagere og fremefter. Vi smittes gennem andres ord, gennem TV og reklamer, gennem ugebladene, og mange andre steder... Men heldigvis kan den kureres! Måske giver det mere mening hvis vi bare kalder den ved det navn som den i al almindelighed går under, nemlig ”ego”.
Det er ikke meningen at mit indlæg skal blive en psykoanalyse, og dette er bare mit syn på verden, men hver gang du kigger på et andet menneske og dømmer, både på godt og ondt, er det egentligt ikke dig, men dit ego som spiller dig et puds... Hvor mange gange har vi ikke tænkt ”hold kæft hvor er han/hun bare kikset” eller ”gid jeg havde en lige så pæn krop som...” osv. osv. Når jeg skriver at det ikke er dig, eller mig, så mener jeg selvfølgelig at det ikke er din kerne som menneske som er misundelig i disse eksempler, men dit ego som gennem tiden er blevet fodret med at man enten skal se sådan, eller sådan ud for at blive accepteret, eller hvad endnu værre er, for at kunne acceptere sig selv. Det er blot et instrument i sindet som kan kontrolleres og bruges på en sund og konstruktiv måde, hvis man er bevidst om det, i stedet for at det skaber ubehag, ubalance, lidelse og indre krig.
For at vende tilbage til mit emne, var det jeg prøvede at skrive at jeg føler en oprigtig glæde ved at hjælpe og gøre ting for andre. Selvfølgelig sætter jeg da også pris på at blive hjulpet, og at mennesker er der for mig, det er klart, alt andet ville være mærkeligt, men den glæde jeg oplever ved at hjælpe og se folk sætte pris på det, er nu større. Men for at dette er muligt, kræver det selvfølgelig at disse ”andre” er tilstede og at jeg bruger tid med dem. Lige præcis dette aspekt af mit nye liv, er det jeg har undervurderet allermest før jeg tog afsted. Jeg har et fantastisk job, jeg tjener gode penge, har en lækker bil, bor i fantastiske omgivelser, har mødt mange nye BEKENDTE, solen skinner hver dag, men at være så langt fra sine LOVED ONES og deres kærlighed er det sværeste jeg har prøvet!
Jeg har på denne rejse lært en lektie som jeg flere gange før har stødt på, men som man pga. den menneskelige natur og travle hverdag vi alle udsættes for i et land som Danmark, har det med at glemme. Egentligt glemmer man den ikke, for så snart den dukker frem igen kan man med det samme nikke genkendende til dens sødme og positivitet, så i bund og grund ligger man den bare i en krog af sindet indtil man falder over den igen. Det jeg tænker på er at stoppe op, tænke over hvad det egentligt er at man har, og være glad for det, værdsætte det i stedet for at koncentrere sig om hvad man ikke har! Nogle tror fejlagtigt at det er det samme som at droppe sine ambitioner, og at man derfor aldrig opnår mere med dette mindset, men jeg taler af erfaring når jeg skriver at mere og mere kommer til dig når du er taknemlig for hvad du allerede har – specielt fordi du lære at sætte pris på flere og flere ting i dit liv, og det vil derfor føles mere indholdsrigt, uden at du nødvendigvis behøver at have fået mere i direkte forstand.
Jeg er kun et menneske, og nok "glemmer" jeg tanken igen, men denne ene gang vil jeg dog gøre den væsentlige forskel, nemlig at nedskrive den i form af dette indlæg, og hive det frem hver gang at jeg føler tingene ikke lige går min vej som en reminder på at jeg faktisk har det godt! Jeg vil gøre noget for at fastholde og placere denne tankegang et sted som er mere synligt i mit sind, og prøve at efterleve den endnu mere i så mange af livets aspekter jeg kan. Det giver så meget overskud i alle henseender bare at kunne mærke den en sjælden gang i mellem – tænk hvor fantastisk det må være at leve med den som et fast udgangspunkt for alt hvad man foretager sig og møder på sin vej, DAMN!
I korte træk var det jeg egentligt ville skrive fra start af, at jeg VIRKELIG SAVNER jer som står mit hjerte nært! Jeg savner fantastiske København, som jeg hver dag har bevæget mig rundt i, men langt fra hver dag har sat pris på at have haft muligheden for at opleve. Jeg savner mine forældre, som jeg ikke hver dag har husket at ringe til selvom jeg burde. Jeg savner de dage hvor jeg FØLTE kærligheden fra jer mine venner, og jeres smittende latter. Jeg savner de dage hvor jeg vågnede i sengen og slog øjnene op til min kærestes smukke ansigt og smil, og arbejdsdagen ikke føltes ret lang fordi man fik jeg-elsker-dig sms’er og alene tanken om at skulle hjem til hende igen, bragte et smil på mine læber og gav mig en følelse af at alt nok skulle gå, så længe jeg havde hendes kærlighed. Alle de små (og store) ting... Man ikke altid tænker over og får værdsat nok mens man sidder i dem.
Så til alle som er lidt trætte af tingene; sæt pris på jeres liv, jeres familie, jeres kæreste og det i har, lige nu er der flere millioner mennesker som kæmper 100 gange hårdere bare for at overleve! – I stedet for at mærke hvor meget personer og deres handlinger betød når først du (måske) har mistet dem, så forebyg og mærk det mens du sidder i det, værdsæt det nu, gør noget ved tingene, brug tiden på hende nu, sig du elsker ham nu, vær der for hinanden i dette øjeblik, ikke om lidt, imorgen eller igår, men NU! Livet vare ikke for evigt.
Føler mig en smule alene da jeg er så langt fra alt jeg kender, men det er i de svære perioder at man vokser som menneske, og jeg er taknemlig for netop denne tid, da jeg kun er blevet bekræftet i hvad der oprigtigt betyder noget for mig.
Intet er nemt, men med kærlighed kan alt overvindes – og er græsset så grønnere på den anden side? Nej græsset er grønnest DER HVOR DU ER NU, det er bare et spørgsmål om at pudse sine briller...
Ønsker styken til at være taknemlig og værdsætte hver eneste dag i mit liv som var det min sidste!
Fra hjertet, jeg savner jer <3
