Spanien, mulighedernes land!

"Land of opportunities" - hvor mange gange har man ikke hørt sammensætningen af disse 3 små ord før? Masser, men normalt associere vi dem med Amerika på den anden side af kloden.

Selvom jeg har besøgt staterne kort i 2006, er det langt fra tilstrækkeligt for at jeg kan bekræfte ordene. Men én ting er jeg dog overbevist om, og det er at USA ikke er alene om at være sætningen værdig, hvis de da er det.

Vores kontinent Europa bliver langtsomt men sikkert styret i retning mod at blive en fælles stat, fremfor bare en Union. Se bare på den fælles valuta i form af Euroen, de mere eller mindre åbne grænser, for ikke at tale om en militær og økonomisk magt dette ville medføre – en ny supermagt som kan konkurrere på lige fod med USA vil fødes.

Nu er det ikke meningen mit indlæg skal gå op i pure politik, men hvordan jeg ser suveræne fordele i forhold til en sådan situation. I hver fald set gennem spanske briller. Forestil jer USA med alle staterne, nogle mere attraktive end andre. Hvem ville ikke hellere bo i Miami eller LA, fremfor Texas eller Seattle. Ok nogle ville måske ikke, men fred være med det, sådan er vi alle forskellige.

Personligt ser jeg Spanien som Europas svar på Californien. Økonomien er langt fra stabil pt., og arbejdsløsheden er på sit højeste i mands minde, men historien gentager altid sig selv. Ligesom med mode hvor kollektioner/stil er in, bliver out, kun for at vende tilbage igen efter år-rækker - kig bare på fx. RayBan. Det samme er tilfældet med økonomier, der vil altid være henholdsvis høj og lav konjuktur, og det er kun et spørgsmål om tid før handel og omsætning er tilbage på sporet. Det kan faktisk allerede mærkes, og min bror som har boet her i 20 år, bekræfter dette – efter at have arbejdet med salg af fast ejendom i over et årti, måske den brance der er mest berørt i forhold til den generelle økonomi, må han om nogle vide hvad der rør sig på disse breddegrader.

Som skandinav, er historien dog en anden. Økonomien/valutaen i de nordlige lande, står i skrivende stund langt stærkere end hvad tilfældet er med Euroen og den generelle spanske tilstand, og det gør at man som besøgende vil få langt mere ud af sine penge her.

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg tænker tilbage på min tid som mægler i København N, hvor jeg (med al respekt) fremviste ældre 2-værelses boliger på 50 m2, uden altan og med et toilet i miniature-størrelse. Det er nærmest urealistisk, når jeg nu træder ind af døren til en 1. år gammel,  100 m2 penthouse-lejlighed i Marbella omegn, med 130 m2 privat tag-terasse med panoramaudsigt til hele kysten, egen udendørs jacuzzi, 3 værelser og brugsret til 2 swimmingpools på hver side af ejendommen, og sol stort set året rundt til 300.000 Euro – 2.2 mio. kr. Det er skræmmende, men samtidig fantastisk...

Jeg har som tidligere nævnt besøgt Spanien 1-2 gange årligt siden jeg var 8-9 år, og har nu valgt at bosætte mig her. Landet er fantastisk; sol, glade mennesker, smukke omgivelser, kilometerlange sandstrande og en stor kærlighed for sport, specielt fodbold som jeg selv er meget fascineret af. Uanset hvor lækkert dette lyder, er der dog én ting, som specielt springer mig i øjnene.

Jeg er opvokset i Danmark, hvor mantraen ”kunden har altid ret” er en selvfølge hos stort set alle virksomheder med respekt for sig selv. Det er selvfølgelig mere en indstilling end en bogstavelig holdning, men ikke desto mindre noget der gør at tingene bare fungere.

Når du er i banken, eller fx. på restaurant i det danske, oplever du meget sjældent at vente mere end 5-10 minutter på at blive betjent, og du bliver altid mødt med et stort smil. Servicen er altid i højsæde, og kvalitetsniveauet af det som andre mennesker yder erhvervsmæssigt, er tit til et 10-tal som minimum.

Den historie er lidt en anden i Spanien.  Jeg er yderst taknemlig for at være flyttet, hvilket jeg vidst fik tydeligt understreget i mit seneste indlæg, men en ting er sikkert; min tålmodighed som i forvejen ikke er noget at prale med, bliver sat på prøve, hårdede end nogensinde!

På blot 4 dage har jeg spenderet 1/5 del af mine dagstimer på at vente... Oprettelse af telefonnummer, servering af mad, betjening i butik og besøg i banken. Alting tager bare længere tid her, men det er jo en del af den spanske charme og hele livsindstillingen om at alt nok skal gå, hvis ikke nu, så ”mañana”. Der holdes siesta midt på dagen hvor ansatte holder et par timers fri, og der er plads til hygge og snak mens man er på arbejde.

I nogle tilfælde skal man som tidligere dansk statsborger virkelig trække vejret dybt og bede sig selv om ikke at reagere uhensigstmæssigt, mens det i andre gør at man tager lidt lettere på livet og oplever en større afslappethed i forhold til hvor formelt og stressende DK til tider kan virke. I sidste ende skal man nok bare vende sig til det, for tror ikke det ændre sig foreløbigt – det er plantet så dybt i enhver spanier for ikke at nævne hele den spanske kultur.

Det er lige præcis denne indstilling jeg referer til, når jeg skriver ”Spanien, mulighedernes land”. For nok kan det til tider være et stort irritationsmoment, men da jeg ser muligheder frem for begrænsninger, ser jeg et kæmpe potentiale for at tjene penge, og leve i fantastiske omgivelser samtidig.

Når man kommer fra et land som Danmark, hvor alt spiller, og man kan forvente et højt service-niveau, ligger det en naturligt at yde samme, hvis man som jeg fx. vælger at bosætte sig her og arbejde. Og det er lige præcis det der gør at alle muligheder ligger for ens fødder. Er man vant til at arbejde hårdt, ikke lade kunden vente, og først stille sig selv tilfreds når din kunde er det 110%, vil man som beskæftiget/erhvervsdrivende hurtigt opleve at konkurrencen ikke er så stor. Nok er der mange teleselskaber, banker, restauranter og ejendomsmæglere, for at nævne et par brancher, men dem der har succes er dem som gør de ekstra små ting, og sætter en ære i at yde den bedste service hver gang – de findes, men der er endnu ikke mange af dem!

Små ting som at vaske sin bil (hvis den er relevant i jobsammenhæng), møde kunden med et entusiastisk smil eller møde til tiden er i Danmark selvfølger, hvor i mod det i Spanien næsten anses som ekstraydelser. Selvom det virker banalt at læse, netop fordi det er så almindelig i DK, er det det der kan afgøre om man opnår succes her eller ej.

En af de virksomheder som virkelig har forstået at udnytte denne tilstand, er restauranten "Picasso" i Puerto Banus som er havnen i Marbella (se video længere nede). Mens flere af restauranterne på strækningen kan være fuldstændig ubesøgt, er der altid fuldt booket + kø til dette italienske spisested. Og hvad er det så de kan som andre ikke kan. De er ikke billigere som sådan - nej forskellen ligger i at de er villige til at yde de 10% mere i forhold til de konkurrenternes service, og kvaliteten på maden er tanden bedre end hos naboen.

Jeg glæder mig som en sindssyg til at falde helt på plads, og komme 100% i gang med mit job. Ony sky is the limit, og for mig handler de næste mange, mange måneder om hårdt og stabilt arbejde,  yde den bedste service og hele tiden være den som andre kan lære af når det kommer til de  små detaljer. Jeg ser uanede muligheder for at lære, leve, tjene og skabe mig et solidt  økonomisk fundament og sikre min fremtid her, og at jeg kan gøre det ved at beskæftige mig med boligsalg gør kun at alting går op i en højere enhed.

Ikke fordi jeg har dyrket bylivet og andre ”fritidsinteresser” intensivt i DK de sidste år, men hold da op hvor er det bare blevet  irrelevant for mig på stående fod. Arbejde, træning og personlig udvikling står i højsæde det næste lange stykke tid, og forhåbentligt kan jeg høste frugten af dette, hvem ved, måske allerede så småt næste sommer med en eksotisk rejse, god investering eller måske blot en massiv bytur (helt voksen bliver man nok aldrig hehe).

Jeg er mere motiveret end nogle sinde, konkurrenterne burde være meget, meget bekymrede. Mit eventyr er kun lige startet, men kan mærke i maven at noget stort er i vente. Bliver sjovt at læse tilbage på dette om nogle måneder/år og kunne sige ”damn – you figured that one out the right way”!

Summa summarum, Spanien er lige noget for dig hvis du vil tjene penge på bekostning af flittighed og service, og du er villig til at løbe den meter længere end dertil hvor din konkurrent faldt død om – dog ikke hvis ordet ”tålmodighed” for dig,  er en by i Rusland, eller hvis du har svæt ved at tilpasse dig nye omgivelser og levemåder.

Til at sove på, får i lige en video der kort, men rimelig præcis fortæller om hvad Marbella "is all about" :-)

Godnat derude, vi blogges ved!

Happiness....in the making

Endelig.  Jeg er på plads i det spanske, og har allerede haft mine 2 første arbejdsdage hos Bargain Andalucia - og hvilke 2 af slagsen.

Som jeg skrev i mit seneste indlæg hændede det, at jeg som ganske lille havde perioder i mit liv, med for stor tilbøjelighed til at se sort på enkelte aspekter af  min tilværelse. Trods dette kan jeg dog sige, at jeg har været relativt glad og sat stor pris på mit liv som helhed, hvilket jeg vidst også fik skrevet. Dog må jeg overgive mig efter at være flyttet til Marbella. Nok har jeg kun været her i 3 dage, men allerede nu har min definition af begrebet livsglæde, nået hidtil usete højder!

Selvom jeg har villet det her så meget, med troen på at jeg opnår stor succes, tror jeg ikke at jeg har kunnet undgå at have haft en lille snært af nervøsitet i maven. Nyt land, nyt sprog, nye omgivelser, nyt job samt det at skulle opbygge et socialt netværk helt fra bunden igen - en cocktail der får de fleste personer til at overveje omstændighederne en ekstra gang eller fire. 

Vi mennesker er fra naturens side, med rod dybt i vores psyke, blevet udstyret med et enormt tryghedsbehov. Netop denne hien efter "det sikre", kan være gavnlig i forhold til mange af livets aspekter, men ligeså er selv samme behov, desværre alt for tit en kæmpe hæmsko i jagten på at opnå succes i livet. 

Som jeg skrev om sidst, mener jeg at det gælder om at tro på sig selv og tage chancer her i livet - bare springe ud i det hvis det føles rigtigt. Falder man og slår sig de første 9 gange, skal man nok få succes 10. gang, så længe at man ikke glemmer hvilke sten man faldt over i løbet af de første 9 forsøg. Personligt vil jeg mene at dem som ingen risiko tager, tager den allerstørste risiko af alle. Formlen til succes er, hvor enkelt det så end lyder, allemandseje og ikke reserveret til nogle enkelte i samfundet. Den er lige foran næsen på næsten alle mennesker og består efter min bedste overbevisning af 3 basale ingredienser som vi alle besidder/kan;  forberedelse, hårdt arbejde/konsistens og sidst men ikke mindst at tage ved lære af sine forrige mislykkede forsøg - ganske ligetil uden nogen form for hokus pokus eller fancy PhD grad. 

Jeg har lagt mærke til at forskellen på folk som har stor succes og folk som ikke har, ikke nødvendigvis findes i deres evner, uddannelses-mæssige baggrund eller i kvaliteten af deres ideer. Det som altid går igen er deres vilje til at blive ved og gøre noget ved tingene! Vi alle (stort set) har 2 arme, 2 ben og et hoved - hvis andre kan, hvad gør så at du/jeg ikke kan? Lever man efter en sådan indstilling, mener jeg kun at fantasien, nej ikke engang den, sætter grænsen for hvor langt man kan nå.

Definitionen af succes er ikke nødvendigvis den samme for dig som den er for mig, og igen, taler vi om kærlighed, arbejde, socialisering eller noget helt andet? Forstå mig ret, jeg er fuld af respekt for mennesker som ser sig tilfredse med 9 til 17 jobs, som måske ikke sætter de store krav til sig selv i forhold til at udrette eller opnå noget, som hele livet er tilfredse med at leve i deres egen andedam, og samtidig har modet, lykken og en livsglæde der ligger på niveau med folk der har "det hele". For mit eget vedkommende dog, har jeg længe kunne mærke at der skulle ske noget mere, at mit potentiale ikke kom nok i spil, at jeg som menneske bare måtte ud og opleve, lære og blive rigere på livets mange facetter. 

Jeg synes selv at jeg har prøvet mange forskellige ting, taget min alder i betragtning, og været ansat som alt fra køkkendreng hos McDonalds, til at starte virksomhed indenfor tøjbranchen med 2 kammerater, til at være ejendomsmægler i København, til at være teamleder i et teleselskab for 40 ansatte osv. Mange ting har jeg lært hen ad vejen, men det vigtigste lektie har uden sammenligning været den, at jeg har indset vigtigheden af at følge sit hjerte, gøre det man brænder for, fremfor at se sig tilfreds med noget man egentligt ikke gider (gælder selvfølgelig ikke samtlige af de nævnte stillinger), eller gøre noget fordi det ser godt ud udadtil, eller udelukkende for pengenes skyld - det handler om at finde sin passion, så vil du pludselig opleve livet som en leg, i stedet for at gå ind til hver ny dag med et stort suk og et mylder af bekymringer. 

Følg dit hjerte og find det der naturligt motivere dig - det der får dig til at smile hver morgen du vågner, både hvad job, venner, livsstil og samtlige andre sider af livet angår - lad dig aldrig afskrække hvis det koster noget. Forsigtighed gør måske livet mere sikkert at leve, men meget sjældent følger der en oprigtig lykke med i købet - i hvert fald ikke for mit vedkommende. 

For at skifte lidt emne, men så alligevel ikke, har i sikkert allerede fanget at jeg er stor, stor Barcelona tilhænger, men lige så en meget stor fan af tankevækkende og motiverende citater, og i ovenstående sammenhæng synes jeg at følgende to eksempler indkapsler essensen af mit skriveri på en kreativ måde. Det første omkring det at rejse sig igen efter et nederlag, og det andet omkring at tage chancer i livet:

"Real succes is the ability to go from failure to failure without losing enthusiasm."

&

"Only those who dare to fail greatly can ever achieve greatly."

2 fantastiske citater af 2 fantastiske personligheder i verdenshistorien, nemlig Winston Churchill og den forhenværende og populære amerikanske præsident J.F. Kennedy. 

Jeg prøver på ingen måde at være belærende eller støde nogle, men håber blot på at kunne inspirerer nogle på min vej, da jeg ville ønske at jeg havde haft samme livserfaring som fx. 18-19 årig, eller nogle havde delt lignende erfaringer med mig i de hårde tider, hvor man lige mangler et skub. Til de mange der allerede tænker i disse baner; stort tillykke, jeg er sikker på at i vil nå langt hvis i selv vil det, og jeg tager hatten af for at i er nået til et sådant punkt - det har taget mig mange år. Ydermere mærker jeg lige nu den tilfredshed det medføre at gøre/udrette noget som man længe har drømt om men intet gjort ved, en følelse jeg under alle mennesker at føle - det er ubeskriveligt!

Igen blev det et længere indlæg, og en del har spurgt hvordan jeg er faldet til, så jeg vil derfor runde af med at skrive at jeg ikke er et sekund i tvivl om min beslutning. Jeg er her godt nok kun på 3. døgn i skrivende stund, og igen har jeg svært ved at sætte ord på mine følelser, specielt når jeg stiller mig selv spørgsmålet; "Var det det rigtige at gøre?". Ikke fordi jeg er i tvivl om svaret overhovedet, men fordi det er svært for mig, at sætte ord på den glædesfølelse jeg oplever pt. - ordet eufori er måske nok det mest nærliggende at anvende. 

Jeg tog chancen og fandt de første par ting jeg leder efter her i livet, nemlig sol og fantastiske omgivelser, et job jeg brænder 110% for og til sidst det at være tæt på min bror og en masse mennesker som inspirerer mig og gør mig glad i min hverdag...og det kan KUN anbefales!

Til allersidst synes jeg lige at i skal se, hvorfor jeg bl.a. på den erhvervsmæssige front, har fået plantet et permanent smil i mit ansigt, og trives så godt. Ens hjerne går jo ganske enkelt serotonin-berserk når man arbejder med det man elsker allermest, i de her omgivelser: 

Tak for at du tog dig tid til at læse min blog, det er tid til at hoppe i seng efter en lang dag, så jeg snart kan tage hul på en ny fantastisk en af slagsen.

Godnat derude venner :-).

Ny blog, ny tid, nyt liv...men intet er glemt!

Så skete det endelig. En barndomsdrøm er gået i opfyldelse: Jeg flytter permanent til Spanien!

Lige siden jeg var helt lille, husker jeg tydeligt glæden og sommerfuglene i maven hver gang sommermånederne nærmede sig - det var nemlig ensbetydende med den årlige rejse til Spanien for at besøge min elskede storebror Nikolaj som flyttede væk fra DK som bare 19 årig. Gennem årene har jeg udviklet en ubetinget kærlighed til det spanske; atmosfæren, livsindstillingen, vejret, naturen, maden, sporten... ja jeg kunne blive ved, men det er først de sidste par år at jeg for alvor har leget med tanken om at gå i brormands fodspor, og bosætte mig i syden. 

Nu er min tid så kommet, jeg har taget beslutningen, og jeg kan ikke finde ord for hvilke følelser der suser rundt i min krop for tiden. Først og fremmest er jeg yderst taknemlig, og jeg føler mig meget priviligeret i forhold til at få en chance som denne i mit liv. Hvis du er et almindeligt dødeligt menneske som mig, er jeg sikker på at du før har overvejet at gøre noget stort, eller måske småt, men i sidste ende sagt "ej det kan jeg ikke...", og ganske rigtigt så kan du ikke - i hvert fald ikke med dét mind-set på. 

Det handler om at tro. Tro i ordets bedste forstand. Om det er gud, et menneske, en ting eller et mål det omhandler, kan du rykke bjerge ved at have tillid til at du opnår det du stræber efter. Undervurdér aldrig tankens kraft. 

Faktisk har jeg en lille historie som virkelig åbnede mine øjne for begrebet "karma". Som yngre var jeg næsten invaliderende ræd for døden, specielt sygdomme som kunne medføre denne. Jeg turde ikke spise kylling pga. skræmme-kampagner om salmonella i TV, jeg var hunderæd for mennesker der havde kræft, og allerede før jeg havde min seksuelle debut sad jeg og læste om symptomer på HIV på nettet. Når jeg tænker tilbage på det idag, vil jeg tro min angst for netop døden, bundede i min "perfekte" opvækst i en familie som fra min mors side gav mig lang line og frihed, mens min far allerede dengang lagde vægt på at lære mig struktur, ansvarlighed og disciplin - selvom mor oftest var sjovest at "danse" med som lille, ville jeg på ingen måde have været foruden den lidt hårdere tilgang min far lagde for dagen, da den kun har modnet mig og gjort mig klar til voksenlivet hurtigere som jeg ser det. På trods af at jeg havde en blød mor og lidt strengere far, elskede jeg at leve så uendeligt meget at jeg frygtede det skulle tage en ende, lidt ligesom at have en angst for at miste en kæreste eller noget andet dyrebart. 

For at vende tilbage til historien, kom der en periode i mit liv hvor jeg var ængstelig for at jeg var blevet ramt af kræft. Udslaget var en blanding af en hævet lymfeknude i armhulen, al for meget symptom-læsning på NetDoktor samt tabet af min mormor til netop kræft, uger forinden. 


Og hvad har det så med karma at gøre tænker du sikkert nu? Grunden til at jeg vælger at fortælle, noget som ellers er ret personligt, er for at beskrive hvordan hjernen opererer når vi mennesker, sætter vores tro og fokus på noget, om det er noget godt eller dårligt spiller ingen rolle for sindet.  Jeg ved ikke om i har prøvet det, men i den her periode på et par uger/måneder handlede alt, og jeg mener ALT i bogstaveligt forstand, om kræft. Når jeg kørte på indkøb med mine forældre var der næsten ikke andet end Kræftens Bekæmpelses reklamer på samtlige busstopsteder vi kørte forbi, hver gang jeg tændte tv'et og zappede var der som minimum én kanal som viste udsendelser omhandlende kræft, og tit når jeg befandt mig på offentlige steder kunne jeg høre folk tale om deres mor/bror/tante/familiemedlem som netop var blevet ramt/taget af sygdommen. Det jeg skriver er ikke en overdrivelse, eller noget jeg finder på for at underbygge min pointe, tvært imod er det et eksempel på tankens kraft og hvordan hjerner vælger at se det vi mennesker inddirekte "gerne vil se" - i det her tilfælde kræften.

I en hvilken som helst anden periode i mit liv, ville jeg (læs: mit sind) have ignoreret selv samme emne fuldstændigt så det aldrig nåede min bevidsthed, eller måske allerhøjest lige hørt samtalen uden den mindste form for mental reaktion, udover medfølelse for de omhandlende. Det er jo ikke fordi disse ting forsvinder fra jordens overflade når man fjerner fokus, folk taler stadig om kræft og reklamerne hænger stadig på busstanderne, men fordi man ikke tror på det/har fokus på det, "forsvinder" det fra ens hverdag eller bevidsthed om man vil.

Det var selvfølgelig en dyster tid jeg gennemgik, delvist fordi jeg var meget ung og holdte det hele for mig selv, og udover det fangede jeg heller ej essensen af hvordan sindet via en negativ tankestrøm, kan manipulere med hele vores virkelighed på daværende tidspunkt. Efter at have haft flere oplevelser af denne type og selvfølgelig fået mere livserfaring, er jeg dog ikke et sekund i tvivl om at vi mennesker kan hvad vi vil, HVIS vi vil. Det handler kun om at tro oprigtigt og helhjertet på det. Når vi er klar, og tror på noget, har tingene en nærmest magisk evne til at møde os på vor vej, lige som man har mest brug for det. Synes følgende kinesiske ordsprog underbygger og fortæller dette på en god måde:

"When the pupil is ready, the teacher will appear."

Håber det gav et lille indblik i hvor skræmmende hjernen kan arbejde, men lige så hvor fantastisk, hvis man bare lære at udnytte det på en positiv og konstruktiv måde, i stedet for at begrave sig selv i bekymring og "hvad nu hvis...". Som en klog mand engang sagde; "den ikke-succesfulde ser udfordringer i enhver chance, mens den succesfulde ser chancer i enhver udfordring". Så for at runde historien af; TRO på dig selv og det du beslutter dig for! Jeg er ikke heldigere end dig fordi jeg skal til Spanien, jeg har bare troet nok på det, og pludselig har en mulighed åbnet sig på det rette tidspunkt. Jeg ved det er lettere sagt end gjort, det har taget mig oceaner af tid, nedture, knofedt og tårer, men det er hvad der skal til for at vi udvikler os som mennesker. Man lærer intet af at vinde hver gang. Den kan være din tur næste gang, hvis bare du vil det du vil oprigtigt og dybt nok...

Det er ved at blive et langt første indlæg, så jeg vil til at springe tilbage til hvor vi startede, og sige at jeg udover taknemlighed, føler glæde, spænding, stolthed og en form for befrielse, men omvendt kan og vil jeg ikke lukke øjnene for, at jeg trods alt er opvokset i Danmark hvor jeg kom til som 1 årig - en ting jeg altid vil have med mig.

Det er med tårer i øjnene at jeg siger farvel til alle mine bekendskaber, Frederiksberg, mine venner, alle minderne, stamstederne, hverdagsrutiner (de sjove hehe) og mine daglige omgivelser. Alle disse faktorer har i samspil med mine forældre og bror gjort mig til den jeg er idag, og det vil jeg aldrig glemme - tiden i Odense som i København. Jeg takker hver en der har krydset min vej, om det har forvoldt mig skade eller bragt mig lykke, for uanset hvad har jeg kunne tage noget med mig i livets kuffert.

Dette bringer mig til slutningen, og jeg vil gerne slutte af med at skrive at jeg har lavet denne blog med det ene formål, at dele denne kæmpe oplevelse med mine bekendte, i form af mine tanker men ligeså billeder og videoer fra min hverdag under solen.  Det er det mindste jeg kan gøre for mine nære, og for mit vedkommende gør det også bare at jeg føler mig et skridt tættere på det som gør mig tryg, og som jeg kender allerbedst; nemlig København med alt hvad det indebærer!

Endnu engang, uendeligt mange gange tak for denne gang, i er og vil forsat være i mit hjerte - dette er ikke et farvel, men et på gensyn!