Ny blog, ny tid, nyt liv...men intet er glemt!

Så skete det endelig. En barndomsdrøm er gået i opfyldelse: Jeg flytter permanent til Spanien!

Lige siden jeg var helt lille, husker jeg tydeligt glæden og sommerfuglene i maven hver gang sommermånederne nærmede sig - det var nemlig ensbetydende med den årlige rejse til Spanien for at besøge min elskede storebror Nikolaj som flyttede væk fra DK som bare 19 årig. Gennem årene har jeg udviklet en ubetinget kærlighed til det spanske; atmosfæren, livsindstillingen, vejret, naturen, maden, sporten... ja jeg kunne blive ved, men det er først de sidste par år at jeg for alvor har leget med tanken om at gå i brormands fodspor, og bosætte mig i syden. 

Nu er min tid så kommet, jeg har taget beslutningen, og jeg kan ikke finde ord for hvilke følelser der suser rundt i min krop for tiden. Først og fremmest er jeg yderst taknemlig, og jeg føler mig meget priviligeret i forhold til at få en chance som denne i mit liv. Hvis du er et almindeligt dødeligt menneske som mig, er jeg sikker på at du før har overvejet at gøre noget stort, eller måske småt, men i sidste ende sagt "ej det kan jeg ikke...", og ganske rigtigt så kan du ikke - i hvert fald ikke med dét mind-set på. 

Det handler om at tro. Tro i ordets bedste forstand. Om det er gud, et menneske, en ting eller et mål det omhandler, kan du rykke bjerge ved at have tillid til at du opnår det du stræber efter. Undervurdér aldrig tankens kraft. 

Faktisk har jeg en lille historie som virkelig åbnede mine øjne for begrebet "karma". Som yngre var jeg næsten invaliderende ræd for døden, specielt sygdomme som kunne medføre denne. Jeg turde ikke spise kylling pga. skræmme-kampagner om salmonella i TV, jeg var hunderæd for mennesker der havde kræft, og allerede før jeg havde min seksuelle debut sad jeg og læste om symptomer på HIV på nettet. Når jeg tænker tilbage på det idag, vil jeg tro min angst for netop døden, bundede i min "perfekte" opvækst i en familie som fra min mors side gav mig lang line og frihed, mens min far allerede dengang lagde vægt på at lære mig struktur, ansvarlighed og disciplin - selvom mor oftest var sjovest at "danse" med som lille, ville jeg på ingen måde have været foruden den lidt hårdere tilgang min far lagde for dagen, da den kun har modnet mig og gjort mig klar til voksenlivet hurtigere som jeg ser det. På trods af at jeg havde en blød mor og lidt strengere far, elskede jeg at leve så uendeligt meget at jeg frygtede det skulle tage en ende, lidt ligesom at have en angst for at miste en kæreste eller noget andet dyrebart. 

For at vende tilbage til historien, kom der en periode i mit liv hvor jeg var ængstelig for at jeg var blevet ramt af kræft. Udslaget var en blanding af en hævet lymfeknude i armhulen, al for meget symptom-læsning på NetDoktor samt tabet af min mormor til netop kræft, uger forinden. 


Og hvad har det så med karma at gøre tænker du sikkert nu? Grunden til at jeg vælger at fortælle, noget som ellers er ret personligt, er for at beskrive hvordan hjernen opererer når vi mennesker, sætter vores tro og fokus på noget, om det er noget godt eller dårligt spiller ingen rolle for sindet.  Jeg ved ikke om i har prøvet det, men i den her periode på et par uger/måneder handlede alt, og jeg mener ALT i bogstaveligt forstand, om kræft. Når jeg kørte på indkøb med mine forældre var der næsten ikke andet end Kræftens Bekæmpelses reklamer på samtlige busstopsteder vi kørte forbi, hver gang jeg tændte tv'et og zappede var der som minimum én kanal som viste udsendelser omhandlende kræft, og tit når jeg befandt mig på offentlige steder kunne jeg høre folk tale om deres mor/bror/tante/familiemedlem som netop var blevet ramt/taget af sygdommen. Det jeg skriver er ikke en overdrivelse, eller noget jeg finder på for at underbygge min pointe, tvært imod er det et eksempel på tankens kraft og hvordan hjerner vælger at se det vi mennesker inddirekte "gerne vil se" - i det her tilfælde kræften.

I en hvilken som helst anden periode i mit liv, ville jeg (læs: mit sind) have ignoreret selv samme emne fuldstændigt så det aldrig nåede min bevidsthed, eller måske allerhøjest lige hørt samtalen uden den mindste form for mental reaktion, udover medfølelse for de omhandlende. Det er jo ikke fordi disse ting forsvinder fra jordens overflade når man fjerner fokus, folk taler stadig om kræft og reklamerne hænger stadig på busstanderne, men fordi man ikke tror på det/har fokus på det, "forsvinder" det fra ens hverdag eller bevidsthed om man vil.

Det var selvfølgelig en dyster tid jeg gennemgik, delvist fordi jeg var meget ung og holdte det hele for mig selv, og udover det fangede jeg heller ej essensen af hvordan sindet via en negativ tankestrøm, kan manipulere med hele vores virkelighed på daværende tidspunkt. Efter at have haft flere oplevelser af denne type og selvfølgelig fået mere livserfaring, er jeg dog ikke et sekund i tvivl om at vi mennesker kan hvad vi vil, HVIS vi vil. Det handler kun om at tro oprigtigt og helhjertet på det. Når vi er klar, og tror på noget, har tingene en nærmest magisk evne til at møde os på vor vej, lige som man har mest brug for det. Synes følgende kinesiske ordsprog underbygger og fortæller dette på en god måde:

"When the pupil is ready, the teacher will appear."

Håber det gav et lille indblik i hvor skræmmende hjernen kan arbejde, men lige så hvor fantastisk, hvis man bare lære at udnytte det på en positiv og konstruktiv måde, i stedet for at begrave sig selv i bekymring og "hvad nu hvis...". Som en klog mand engang sagde; "den ikke-succesfulde ser udfordringer i enhver chance, mens den succesfulde ser chancer i enhver udfordring". Så for at runde historien af; TRO på dig selv og det du beslutter dig for! Jeg er ikke heldigere end dig fordi jeg skal til Spanien, jeg har bare troet nok på det, og pludselig har en mulighed åbnet sig på det rette tidspunkt. Jeg ved det er lettere sagt end gjort, det har taget mig oceaner af tid, nedture, knofedt og tårer, men det er hvad der skal til for at vi udvikler os som mennesker. Man lærer intet af at vinde hver gang. Den kan være din tur næste gang, hvis bare du vil det du vil oprigtigt og dybt nok...

Det er ved at blive et langt første indlæg, så jeg vil til at springe tilbage til hvor vi startede, og sige at jeg udover taknemlighed, føler glæde, spænding, stolthed og en form for befrielse, men omvendt kan og vil jeg ikke lukke øjnene for, at jeg trods alt er opvokset i Danmark hvor jeg kom til som 1 årig - en ting jeg altid vil have med mig.

Det er med tårer i øjnene at jeg siger farvel til alle mine bekendskaber, Frederiksberg, mine venner, alle minderne, stamstederne, hverdagsrutiner (de sjove hehe) og mine daglige omgivelser. Alle disse faktorer har i samspil med mine forældre og bror gjort mig til den jeg er idag, og det vil jeg aldrig glemme - tiden i Odense som i København. Jeg takker hver en der har krydset min vej, om det har forvoldt mig skade eller bragt mig lykke, for uanset hvad har jeg kunne tage noget med mig i livets kuffert.

Dette bringer mig til slutningen, og jeg vil gerne slutte af med at skrive at jeg har lavet denne blog med det ene formål, at dele denne kæmpe oplevelse med mine bekendte, i form af mine tanker men ligeså billeder og videoer fra min hverdag under solen.  Det er det mindste jeg kan gøre for mine nære, og for mit vedkommende gør det også bare at jeg føler mig et skridt tættere på det som gør mig tryg, og som jeg kender allerbedst; nemlig København med alt hvad det indebærer!

Endnu engang, uendeligt mange gange tak for denne gang, i er og vil forsat være i mit hjerte - dette er ikke et farvel, men et på gensyn!